Mariager Vig
Mariager Vig – lystfiskeri
Mariager Vig ved Mariager by og Mariager Lystbådehavn, er fredet fra d. 16. september – 15. marts.
Når fredningen ophører, er der pludselig adgang til en af Mariager Fjords mindste, men samtidigt mest spændende pladser. Det er ofte ret store fisk man fanger her, men til tider kan man løbe ind i stimer af fisk lige over mindstemålet.
Vand og bundforhold
Muslingebanker, enkelte tangbælter og stenrev, blød bund i den inderste del, samt den dybe sejlrende ud for lystbådehavnen, skaber et miljø til fiskeri, sjældent set på så lille et område.
Vandet er generelt klart, men kan blive en anelse uklart under kraftige vindforhold.
Uanset om vandet er klart eller uklart, kan fiskeriet være ganske godt/givende.
Årstider – fiskearter ved Mariager Vig
Havørred: Havørreden kan fanges året rundt i området. Om foråret, efter fredningsperioden, står der ofte større eller helt store fisk i området, som lige er kommer ud fra åerne. Gydetiden er da slut og de slanke store nedfaldsfisk/nedgængere skal til at spise sig tykke og stærke igen.
På grund af de tidligere nævnte bundforhold, så er der en del fødeemner på pladsen i Mariager Vig, og af den grund også en del havørreder.
Om sommeren er der knap så mange, men her kan de flotte og tykke fjordørreder fanges.
Fjordørrederne forlader ikke fjorden i løbet af sit fiskeliv, deraf navnet.
Mindstemål på både fjordørred og havørred er: 40 cm.
Hornfisk: Hornfiskene kan fanges ved og omkring Mariager fra starten af maj og ca. 3-4 måneder frem.
Intet mindstemål og ingen fredningstider.
Skrubbe: Der kan fanges skrubber i sejlrenden i Mariager Vig. Mindstemål: 25,5 cm.
Fredningstid: Hunskrubber er fredet fra 1. marts til 15. april.
Fangstmetoder:
Havørred: Man skal ikke være bange for at bruge store blink hele året rundt. Det gælder også for denne plads. Blink helt op til og med 16 cm. i længden, bliver hugget på og taget af havørreder både under og over mindstemålet.
Især Jarisen er fabelagtig. Det lange tynde blink kan de helt store fisk på det lave vand slet ikke modstå.
Også Baronessen og Stevnspilen fra JK Paint i tobisfarver – grønlige, oliven og grå/hvide varianter er gode på pladsen.
Snurrebassen, ABU Zeppo og Hugo blink, er alle fortrinlige og kan også fiskes med året rundt i og omkring Mariager Vig.
Fluefiskeri med intermediate-line/en hængende – langsomt synkende line, er at foretrække. Vandet bliver hurtigt dybt på pladsen, derfor er flydeline ikke det bedste at anvende, ligesom en synkende line ikke egner sig, da de første 20 meter fra vandkanten, byder på muslingebanker, tangbælter og sten, altsammen noget fluen kan sætte sig i.
Man kan egentlig generelt sige, at havørrederne i området ikke er kræsne når det kommer til fluer. Tobis, reje og sildeimitationer er givtige, generelt er det de mere naturtro farver, som giver mest på pladsen. Kobberbassen eller andre kobberfarvede varianter kan være “guld” værd, at have med i flueæsken på solrige forårs- og sommerdage.
Hornfisk: Hornfiskene er altædende. De er også særdeles nysgerrige, måske nærmere opportunistiske. På denne plads – Mariager Bugten, er alt muligt. Selv små børn kan fange de næbbede fisk, når sæsonen er på sit højeste. Fra midten af maj – slutningen af juni.
Jeg henviser til denne artikel omhandlende alle de fangstmetoder der er: Sådan fanger du Hornfisk…
Skrubbe (ål og ålekvabbe): Her bruges typisk et ganske alm. købe-forfang m. 2 kroge og et lod. Man kan også lave sit eget. På krogene kan man bruge børsteorm, skalrejer, sildestykker, makrel-stykker/strimler eller evt. alm. frostrejer uden skal. Kast ud i sejlrenden og afvent hug. Også ål og ålekvabber kan man være heldig at fange med denne metode i Mariager Bugten.
Læs mere om ålefiskeri i fjorden her: Lystfiskeri efter ål i Mariager Fjord…
Waders er en nødvendighed når pladsen affiskes.
Til fiskeri i Mariager Vig kan man bruge fiskestænger fra 6-9 fod. alt over er for voldsomt og ganske unødvendigt. Kastevægt: Alt fra 7 gram op til 30 gram. Ikke kraftigere. Stivhed i stangen: mellem/let eller allround. Fiskehjulet må gerne have størrelsen fra 2500 til 3000.
Brug enten fra 0.12-0,18 flet eller fireline – eller det ganske udmærkede nylon/monofil line i 0.28 – 0.32. mm.
Obs.: Sørg altid for at have “nok” line på hjulet, fyldt op, næsten helt ud til spolekanten. Dette gør at der er mindre modstand, fra netop spolekanten, når der kastes ud. At have meget line på hjulet giver længere kast, logisk set.
Knæk og bræk
Jari