Lystfiskeri i Skælskør Fjord
Lystfiskeri i Skælskør Fjord – information
Lystfiskeri i Skælskør Fjord ikke altid så ligetil. Da der er tale om en fjord med kraftig strøm under strømvendingerne og en del åregræs, er der perioder hvor al spinnefiskeri er tæt på nytteløst.
Fakta er dog at der er havørreder, skrubber og hornfisk at fange. I perioder endda en del af hver. Ved ind- og udsejlngen kan man også fange makrel om sommeren.
Nogle fiskepladser er bedre end andre. Nogle er bedst til fiskeri efter fladisk, andre til fangst af havørreder, men de fleste er gode til fangst af hornfisk.
1. Indsejling Nord
Ved Skælskør Fjord indsejling (nord), er der både mulighed for at fiske lige ved indsejlingen, fra stenmolen, og mulighed for at affiske flere kilometer kyststrækning mod nord, ved at vadefiske (gå i vandet med waders).
Man har fra området bl.a. udsigt til Storebæltsbroen og under aftenfiskeri, er det uundgåeligt at ikke falde lidt i staver over den enormt smukke solnedgang.
Vand og bundforhold
Fra bredden/strandkanten mod nord fra indsejlingen, og ca. 30-50 meter ud – er ren sandbund. Derefter kommer der et meget bredt tangbælte. Det er typisk her fiskene er at finde, dybden ud til tangbæltet varierer, alt efter højvande til lavvande. Men i et par vaders kan man altid nå så langt ud, at man kan kaste ud over tangbæltet, som ligger i en dybde af ca. 2-2,5 m.
I kanterne af udsejlingen står der diverse tangplanter, men midt i sejlrenden er der ikke så meget vegetation. Dybden når godt og vel 3 meter på det dybeste sted.
Vandet er generelt klart både i indsejlingen og langs kysten.
2. Indsejling Syd
Indsejling (syd) – en af de mere besværlige pladser at komme ned til. Men den er turen værd.
Når man først er ankommet, er der både mulighed for at fiske lige ved indsejlingen, fra stenmolen, men også kysten mod syd er spændende og ofte fiskerig.
Vand og bundforhold
Lige ved stenmolen på den sydvendte side, er der fra 1 – 1,5 meter dybt. Bunden er lækkert “dekoreret” med både sten, tang, muslingebanker og sandbund. Der kan sagtens fiskes over et stort område fra stenene. At vadefiske i området kan være utrolig givtigt når det kommer til havørredfangsterne. Men man skal ind til land fra stenmolen, for at passere den dybere rende som løber langs stenene. Derefter kan man gå 10-20 meter mod syd, for at komme hen til det lave vand, hvori der kan vandres langt og længe.
På den nordvendte side finder man indsejlingen, hvor sejlrenden er ca. 3 meter dyb. Bunden af sejlrenden ved indsejlingen, består generelt af ren sandbund, men der en smule vegetation dernede hist og her. Vandet er typisk klart og lækkert, så alt hvad der sker under vandoverfladen kan ses og nydes. Strækningen mod syd – selve kysten, er som tidligere nævnt spækket med varieret bund, sublimt til fiskeri efter havørreder.
Lystfiskeri i Skælskør Fjord ind/udsejling – fiskearter og årstider
Ved Skælskør Fjord indsejling nord og syd kan man fange, havørred, skrubbe, hornfisk og makrel.
Havørred: Kan fanges året rundt i området omkring indsejlingen. I de kolde måneder trækker havørreden gerne ind i Skælskør Fjord og Noret, men der er også havørreder langs kysten i denne periode, dog ikke så mange, som i sommerhalvåret. Undtagelsen skal findes i de mange grønlænderstimer i den kolde tid.
Skrubbe: Der er chance for fangst af skrubbe hele året, men hunskrubben er fredet fra d. 01. februar – 30. april. Kast gerne ud i sejlrenden ved indsejlingen. Mindre tang og sandbund gør, at fiskeriet netop der, er ideelt til fiskeri efter skrubbe.
Hornfisk: Hornfiskene er at finde ved indsejlingen og langs kysten fra ca. start maj og ca. 3 måneder frem, hvert år.
Makrel: Makrellen er typisk at finde ved indsejlingen og langs kysten fra juli til oktober. Nogle år er der mange, andre år ikke. Kig efter marsvinene som gerne jager makrel, hvor marsvinene er og bliver – er der sikkert makrel. Derudover kan man når der er vindstille, se tobistimer og stimer af småsild springe ud af vandet, når makrellen eller makrelstimerne jager.
Fangstmetoder:
Havørred: For begynderen er det altid en god idé at bruge blink eller kystwoblere. Stevnspilen, Baronessen, Jarisen, Salty Inline eller den klassiske Salty, er ideelle til lystfiskeri i Skælskør Fjord samt den yderste del. Vælg f.eks. farverne sort/blå/hvid/alu, grøn/hvid eller ren sølv. Alle undtagen den klassiske Salty, er det der kaldes gennemløbsblink. Det betyder at linen føres igennem et hul i blinket og det kan derved, glide frit på linen. Derefter føres en perle fra “perlepladen” igennem, og til sidst i enden, bindes en trekrog eller en enkeltkrog. Enkeltkrogen bruges når der er meget tang i vandet. Én krog fanger mindre tang end 3.
Perlen virker som buffer mellem knude og blink.
I indsejlingen kan der fiskes i alle retninger. Havørreden kan være både i det lave vand og i det dybe. Det kan være en god ide at fiske systematisk, meter for meter. Det gør sig gældende uanset hvilken side af indsejlingen man er på. Den lækre bund og det lavvandede område langs kysten syd for indsejlingen, gør fiskeriet med flue eller bombarda-kasteflåd og flue særdeles effektivt. Med disse fiskemetoder kan der fiskes langsomt og effektivt over høje tangplanter og over de højtstående muslingebanker uden at sidde fast.
Waders er en nødvendighed når kyststrækningen affiskes.
Til dette fiskeri kan man bruge fiskestænger fra 6-9 fod. alt over er for voldsomt og ganske unødvendigt. Kastevægt: Alt fra 7 gram op til 30 gram. Ikke kraftigere. Stivhed i stangen: mellem/allround. Fiskehjulet må gerne have størrelsen fra 2500 til 3000.
Brug enten 0.15 flet eller fireline – eller det ganske udmærkede nylon/monofil line i 0.28 – 0.30. mm.
Når der fiskes med bombarda-flåd, er det en fordel at bruge stænger på mellem 10 og 12 fod. Forfang: Ca. 2-2,5 m.
Obs.: Sørg altid for at have “nok” line på hjulet, fyldt op, næsten helt ud til spolekanten. Dette gør at der er mindre modstand, fra netop spolekanten, når der kastes ud. At have meget line på hjulet giver længere kast, logisk set.
Fluer: Der kan fanges havørreder i indsejlingen og langs kysten med rejefluer, tobis- og kutlinge-imitationer m.m.
Skrubbe: Fiskeri efter fladfisk er dejligt afslappende og enormt hyggeligt. Et forfang med en eller 2 kroge bruges, hvor der i enden er et lod/bly som kastevægt. Forfangene kan købes i alle grejbutikker til ganske få penge. Brug skalrejer på krogen/krogene, kaste ud og afvent hug/bid.
Når skrubben hugger, kan man enten vælge at give modhug eller vente og håbe på, at skrubben kroger sig selv. Dette kan ses ved konstante ryk i stangen. Også børsteorm eller sandorm kan bruges til fiskeriet efter skrubber i området.
En stang med kastevægten 10-30 gram anbefales. Fiskehjulet må gerne have størrelsen fra 2500 til 3000.
Bruge enten 0.15 flet eller fireline – eller det ganske udmærkede nylon/monofil line i 0.28 – 0.30. mm.
Der kan fiskes fra stenmolen ved indsejlingen, her er det ikke nødvendigt med waders.
Hornfisk: Hornfiskene er overalt i området, de er også forholdsvis nemme at fange.
I den lokale fiskeforhandler i Skælskør, kan man købe sildefiletter. Disse skæres i små strimler. Derefter kan man ved brugen af en simpel prop, en enkelkrog eller en 3-krog og et bly, fange hornfisk. Et sildestykke sættes på krogen, gerne et stykke fra sølvsiden af silden og derefter kastes der ud. Proppen “løber afsted” eller forsvinder under vandet når der er bid. Når der er bid, gives der modhug så krogen sætter sig ordentligt. Hornfiskene kan dog til tider være svære at kroge, grundet deres lange hårde næb. Giv dem derfor gerne lidt til til at få maddingen/silden, helt ind i munden, som er blødere.
Også skalrejer er effektive til fangst af hornfisk ved indsejlingen og kan fiskes med på samme måde.
Blink i alle former og farver er også ganske effektive til hornfiskene, samt diverse rejefluer, tanglopper og fiskeimitationer.
Hornfiskene kan fanges fra land fra stenmolen eller gående i vandet i waders.
Makrel: Makrelforfang med et bly/lod eller et blink for enden, et blink alene – eller en prop og krog med en tobis eller et sildestykke, er alt man behøver for at fange den stærke og velmagende makrel.
Når makrel-stimerne er omkring indsejlingen eller langs kysten, så er det bare med at ramme stimen, helst foran den, så er der i de fleste tilfælde gevinst.
3. Lodsbroen
Lodsbroen er vel nok den mest familievenlige fiskeplads, når det kommer til lystfiskeri i Skælskør Fjord. En solid “mole” kendetegner stedet og tager man en klapstol med, kan fiskeriet ikke blive mere hyggeligt og afslappende.
Vand og bundforhold
Der er forholdsvis dybt lige nedenfor molen/kajen. ca, 3 m. Strømmen kan være stærk på grund af den kraftige påvirkning af ebbe og flod i den snævre fjord.
Sommetider, især om sommeren, kan der være meget tang i vandet.
I sejlrenden få meter ude, er der ren sandbund med sporadiske tangpletter. Man kan vadefiske fra Lodsbroen og helt ud til indsejlingen. Her går man ud vest for Lodsbroen/til højre for, hvor der er så lavt, at man kan følge sejlrenden hele vejen ud og affiske den.
Årstider – fiskearter ved Lodsbroen
Fra Lodsbroen kan man fange, havørred, skrubbe, hornfisk og torsk.
Havørred: Havørreden kan fanges hele året rundt fra Lodsbroen. Når havørreden skal fanges her, er det nemmest forår og efterår, grundet mindre tang i vandet. Men rammer man tidspunktet eller dagen, hvor der ikke er så meget tang i sommerperioden, er chancerne også ganske gode der. Mindstemål 40 cm.
Skrubbe: Der er gode chancer for fangst af skrubbe hele året fra Lodsbroen. Forår, sommer og efterår er dog bedst. Hunskrubben er fredet fra d. 01. februar – 30. april. Mindstemålet er 23 cm. året rundt.
Hornfisk: Hornfiskene er at finde udfor og omkring Lodsbroen fra ca. start maj og ca. 3 måneder frem, hvert år. Der er intet mindstemål på hornfisk.
Fangstmetoder:
Havørred: Den mest brugte metode til fangst af havørred fra Lodsbroen, er fiskeri med blink. Her kan bruges sølv, hvid, kobber, tobis eller evt. rød/sorte blink. Vælg gerne blink der roterer godt i vandet, så man kan stoppe indspinningen over det dybere vand og lade blinket arbejde i selv, når strømmen er stærk. Ganske som man gør det i en å eller en flod. Der kan også vadefiskes fra Lodsbroen og hele vejen ud til indsejlingen.
Skrubbe: Fiskeri efter fladfisk er dejligt afslappende og enormt hyggeligt. Et forfang med en eller 2 kroge bruges, hvor der i enden er et lod/bly som kastevægt. Forfangene kan købes i alle grejbutikker til ganske få penge. Brug skalrejer på krogen/krogene, kaste ud og afvent hug/bid.
Når skrubben hugger, kan man enten vælge at give modhug eller vente og håbe på, at skrubben kroger sig selv. Dette kan ses ved konstante ryk i stangen. Også børsteorm eller sandorm kan bruges til fiskeriet efter skrubber fra Lodsbroen ved Skælskør.
En stang med kastevægten 10-30 gram anbefales. Fiskehjulet må gerne have størrelsen fra 2500 til 3000.
Bruge enten 0.15 flet eller fireline – eller det ganske udmærkede nylon/monofil line i 0.28 – 0.30. mm.
Hornfisk: Når hornfiskene er ankommet i starten af maj er der ofte mange af dem.
I den lokale fiskeforhandler i Skælskør, kan man købe sildefiletter. Disse skæres i små strimler. Derefter kan man ved brugen af en simpel prop, en enkelkrog eller en 3-krog og et bly, fange hornfisk. Et sildestykke sættes på krogen, gerne et stykke fra sølvsiden af silden og derefter kastes der ud. Proppen “løber afsted” eller forsvinder under vandet når der er bid. Når der er bid, gives der modhug så krogen sætter sig ordentligt. Hornfiskene kan dog til tider være svære at kroge, grundet deres lange hårde næb. Giv dem derfor gerne lidt til til at få maddingen/silden, helt ind i munden, som er blødere.
Også skalrejer er effektive til fangst af hornfisk ved Lodsbroen og kan fiskes med på samme måde.
Blink i alle former og farver er også ganske effektive til hornfiskene, der er stort set er altædende.
4. Noret
Noret eller Skælskør Nor, som det også hedder, er et lavvandet og aflukket vandområde. Et område som måske mest af alt minder om en velvoksen sø. Noret har via. en smal kanal forbindelse til Skælskør Fjord, som konstant “fodrer” Noret med saltvand og et væld af spændende fiskearter.
Omgivet af bakker, skov og generelt lækker natur, fremstår Noret som en oase i Skælskør. En oase med Skælskør Nor Camping placeret på første parket, helt ud til vandet.
Vand og bundforhold
Vandet i Noret er generelt klart. Ålegræs og blæretang er de primære vandplanter som er at finde, og rundt i det meste af Noret, er bunden blød. Den bløde bund gør Noret til en yndet fiskeplads i de kolde måneder, primært til fiskeri efter havørreder, fra sen efterår til tidlig forår. Den bløde bund giver pr. definition varmere vand, hvilket gør at havørredens byttedyr trives i området – derfor trækker havørreden ind i Noret, når temperaturen i området falder.
Området er lavvandet, især indenfor de første 20-30 meter fra land, man kan derfor i teorien, vade hele vejen rundt i et par waders og dække størstedelen af vandmasserne.
Årstider – fiskearter i Noret
I Skælskør Nor kan man fange skrubbe, ål, havørred, hornfisk.
Havørred: Fra sen efterår til tidlig forår – der er dog chance for fangst af havørred i Noret i sommerperioden også. Omend ikke en speciel stor chance. Mindstemål 40 cm.
Skrubbe: Egentlig er der chance for fangst af skrubbe hele året, men hunskrubben er fredet fra d. 01. februar – 30. april. Mindstemålet er 23 cm. året rundt. Grundet høje vandplanter i sommerhalvåret, er det stort set umuligt at fiske efter skrubber, som lystfisker i Noret.
Hornfisk: Hornfiskene kommer fra ca. start maj, hvert år, og bliver i Noret i 2-3 måneder. I maj måned er der forholdvis mange, men som ugerne og månederne går, vil der være mindre og mindre. Hornfiskene gyder på det lave vand og forlader derefter Noret, til fordel for det åbne hav. Der er intet mindstemål på hornfisk.
Ål: Der er godt med ål i Noret. De kan fanges om sommeren ud for Skælskør Nor Camping og i hele Noret generelt. Mindstemål 40 cm.
Fangstmetoder:
Til havørrederr og hornfisk bruges de samme fangstmetoder/det samme endegrej, som til de andre fiskepladser i fjorden.
Ål: Det bedste man kan gøre når man gerne vil fange ål i Noret er, at fiske henunder aften og bruge en simpel prop, bly og krog eller et forfang, helt simpelt, uden perler og prangende farver. Regnorm er nøglen.
Fisk gerne langs sivene og ude mellem tang-“pletterne”. Under lavvande, kast gerne længere ud. Giv gerne ålene lidt tid. D.v.s. at når de hugger, gives der gerne 10-20 sekunder før man giver et modhug, da de ofte lige “smager” lidt på ormene før de sluger.
Jeg håber du får held med dit lystfiskeri i Skælskør Fjord
Jari
Læs også om kystpladserne langs den Sjællandske Vestkyst her. Pladserne er at finde både syd og nord for udmundingen af Skælskør Fjord.: Kystpladser Vestsjælland…