Stolbro

Her ses Jari med en havørred fra Stolbro.

Stolbro – beskrivelse

Stolbro ved Augustenborg Fjord, er en af de bedre fiskepladser til fangst af havørreder. Men… Hvis man vil være sikker på at fange ørrederne i løbet de 3 topsæsoner som er efterår, vinter og forår, skal man ofte gå hele turen fra parkeringspladsen, som kan ses længere nede i teksten, og ud til Stolbro Næs. Gør man det, har man få eller ingen nulture ved pladsen.

Langs strækningen er der ofte stor forskel på størrelsen af havørrederne. Man kan både fange små under 40 cm. en del i mellemstørrelsen fra 40- og op til 50 cm, og ganske ofte også ørreder over 60 cm. og opefter.

Bundforholdene er meget varierede. Både lyst og mørkt sand er at finde langs strækningen. Leopardbund, stenet bund, stenrev og mindre muslingebanker, badekar og en del store sten hist og her.

Område + parkering ved Stolbro

Denne fiskeplads ligger få hundrede meter syd for Stolbro by i vestenden.

Der kan parkeres her: Parkering

Tilgængelighed

Waders er absolut nødvendige, når denne fiskeplads i Augustenborg Fjord skal affiskes. Når man vadefisker ud mod næsset, er det vigtigt at fiske på langs af strækningen, såvel som det er at kaste udad hele vejen. Ude ved Næsset er det en fordel at fiske fra land de steder hvor man kan. Ofte trækker ørrederne med helt ind i det lave vand, få cm. fra land før de hugger. Det giver man dem ikke plads til, hvis man vader i vandet. Og det giver færre fisk.

Fiskepladsen er nem at vade på og langs –  og den er ofte fiskerig efter ca. 200 meter fra parkeringspladsen og resten af vejen ud.

Fredningsbælter ved Stolbro

Der er ingen fredningsbælter ved denne fiskeplads i Augustenborg Fjord. Man skal dog være opmærksom på, at hvis man fisker videre ind i Stevning Nor, så er der et fredningsbælte der. Læs mere om det: Stevning Nor…

Årstider

Her kan fanges havørreder året rundt. Topsæsoner: Forår, vinter og efterår.

Anbefalede agn til denne fiskeplads ved Augustenborg Fjord

Sen efterår, vinter og tidlig forår: Brun, rød/sort, lyserød, hvid/lyserød  – på blink , kystwoblere og fluer.

Forår, sommer og tidlig efterår: Sølv, hvid, sølv/blå, hvid/grøn – på blink , kystwoblere og fluer.

Aftenfiskeri i skumringen: Kobber, samt (for fluefiskeren) sort skumflue.