Havbarsfiskeri

Havbarsfiskeri i DanmarkHavbarsfiskeri i Danmark dyrkes hovedsageligt langs den jyske vestkyst. I de seneste 10 år er antallet af havbars, som besøger de danske farvande ,eksploderet. Af samme årsag er interessen for at fange de ofte store og velsmagende havbars eskaleret drastisk.
Fiskene fanges både fra land – de vestjyske strande, havne, moler, høfder og fra båd, kajak, flydering eller eksempelvis pontonbåd.
Sæsonen flytter sig fra hvert år der går. Nu kan man fange havbars allerede fra maj flere steder. Før i tiden begyndte fiskeriet først i august og varede ikke mere end ca. 1 måned. I dag kan fange havbars helt ind i oktober.
Mindstemålet for havbars er 45 cm. Der er desuden regler for hvor mange man må tage med hjem som lystfisker, forskellige steder i landet. Læs mere om det her: Havbars – en unik skabning…

Havbarsfiskeri er forbundet med mange ting. For mig er det shorts og bare tæer, sol og sommer. Men også god spise… Havbarsen smager fortrinligt og kan grilles, steges, røges og ovnbages m.m.

Det er ligeså simpelt at fange havbars som det er at fange hornfisk. Når havbarsene er fundet, hugger de på næsten hvad som helst. Blink, kystwoblere, fluer, poppere, agnfisk, shads, jighaler m.m.

Men i nyere tid har noget ændret sig. De mange havbars, som for nogle få år siden var at finde tæt under land langs stort set hver fiskeplads, er ikke længere hvor de var. I stedet virker det som om, at fiskene er trukket længere ud fra kysten.
Temperaturen stiger i havene og strømningerne ændrer sig. Det har naturligvis indvirkning på havbarsenes trækruter. Hvert år er fiskeriet efter dem anderledes end året før. Man skal derfor ikke sætte sig fast på noget i forhold til fiskeriet efter dem.

Jari – Lystfiskeri Danmark.