Gedden
Gedden – en dansk fortælling
Eigil, Søren og jeg havde fisket i vandhullet i lang tid. Flere år må det være efterhånden.
En gedde havde flere gange givet sig til kende ved at stå i overfladen. Stille som en træstamme, med ryggen over vandskorpen stod den roligt og forsvandt altid langsomt ned i dybet igen. Første gang vi bemærkede den, var under suderfiskeri for knap 21 år siden. Søren og jeg begyndte at komme regelmæssigt, en gang om ugen, og allerede da et år var gået, fik vi Eigil med i gruppen. Eigil fiskede normalt efter multe og havørred langs østkysten, men var ligesom vi, blevet bidt af “mosens skraldemand”.
Det var ikke hver gang vi fik gedden at se, måske kun hver fjerde gang, og ikke én gang mens vi havde været der, havde den lavet et overfladeangreb. Hverken mod ællingerne i søen, snogene eller frøerne. Der var ellers nok af dem.
Vi kaldte søen for vandhullet da den ikke var større end en halv fodboldbane, men den var dyb.
Det var derfor muligt at gedden jagede nede ved bunden, men efter hvad eller hvilket anede vi ikke…
Tankerne gik på ål, store skaller, sudere eller nogle af de store krebs vi havde set engang imellem.
Jeg kan huske en dag hvor den bare stod og stirrede på mit flåd. I en halv time stod den der med næsen rettet mod flåddet, uden at røre en finne. Eigil var sikker på, at hvis en fisk huggede, ville gedden blive provokeret og hugge på det bevægende flåd. Jeg mente derimod ikke at nogen fisk, trods det at maddiken lå en lille meter under flåddet, havde lyst til at nærme sig, når en skygge i den størrelse lå lige over og lugtede af skarpe tænder og død.
Gedden forsvandt og kom ikke til syne igen den dag…
En ny drejning
Søren var inkarneret medefisker. Han elskede alle fredfisk og havde som en overbegejstret teenager, flere plakater hængende i soveværelse og i stue, med både medegrej, karper, sudere samt diverse andre af medefiskerens favoritfisk.
Jeg selv var lidt af en allrounder og kastede mig ud i alt hvad jeg kunne komme i nærheden af.
En dag sidst i juli for knap 9 år siden, tog geddens adfærd en ny drejning. Hver gang vi fik mindre fisk på, såsom skaller eller ål, kom gedden og tog dem.
Søren bandede som en bedstemor hvis tærte i vinduet, lige var blevet nippet til af lækkersultne fugle.
Egil og jeg syntes på hver vores måde, at det var et spændende nyt tiltag fra geddens side, men kunne godt se at det ikke kunne blive ved på den måde.
Jeg elskede den brutale måde kæmpegedden bare tog for sig af retterne på. Den kunne tage 3-5 af vores fisk i løbet af en dag.
Efter hvad jeg senere har erfaret, er dette usædvanligt for en stor gedde.
Eigil syntes det var spændende fordi, som han sagde, når vi nu ville, kunne vi måske slå den daværende og nuværende rekord.
Det morsomme var at der var noget om sagen…
Søren kaldte gedden for 1,5 meter lort med tænder, som burde sendes til Grækenland. De kunne alle leve af skidtet en hel uge sagde han.
Gedden
Gedden havde været en del af vores ture gennem så mange år nu, at jeg gerne ville have at den skulle blive i vandhullet. Men efter 4 ugers fiskeri blev jeg nød til at tænke i andre baner. Eigil havde kroget en af hullets helt store sudere. Gamle Jens kaldte vi den. Den blev taget et par gange om måneden og vejede 3,7 kg. sidst den blev fanget.
Vi havde alle godt set at gedden stod derude som den jo gjorde. Igen stille som stykke afbrækket træ i overfladen.
Da Eigil endelig skulle til at lande Gamle Jens, farede monsteret hen og tog fat om den. Ruskede et par gange og gav slip, ret usædvanligt. Geddens tænder er ikke designet til at kunne give slip.
Da suderen kom op havde den et par dybe flænger i bug og ryg, gamle Jens kunne absolut ikke genudsættes.
Søren gik frem og tilbage alt imens han råbte og skreg, Eigil sad nærmest knust med Jens i favnen som en soldaterkammerat, der ville være der til det sidste inden makkeren døde.
Trøstesløs sad han og så ned på den maltrakterede fisk. “Dumme gedde”, kom der meget ungdommeligt ud af ham.
Da jeg ikke kunne høre mere på Søren, som fyrede så mange edders-ord af, at jeg kunne tilføje flere nye kapitler til mit eget ordforråd og en tæt på grædefærdig Eigil, foreslog jeg, at vi dagen efter skulle få gedden på land og over til en større sø.
Ingen af de 2 sagde nej.
0.50 line og 1 meter stålforfang
Alle havde de helt tunge stænger og hjul med. Jeg selv havde udstyret mit, på det tidspunkt, nye Shimano Stella 3000 med 0.50 line og for enden, et hjemmelavet forfang på lige nøjagtig en meter i længden.
Skaller fanget i den lokale brakvands-havn blev monteret på trekrogene og alt var klar.
I en vifte spredt fra sivene til venstre, til åkanderne mod højre lå vores flåd nu vuggende i venteposition.
Samtalen gik på hvor mange kilo gedden vejede og hvem der mon fik den.
Et stykke ude dukkede den op. Der blev helt stille…
Den store sorte skygge gled roligt og langsomt gennem vandet. Ingen af os trækkede vejret. Eigil hvinede kort som en lille pige der lige har fået en gave hun godt ved hvad er og som hun ikke kan vente med at åbne.
Gedden dykkede lige så langsomt ned et par meter fra Egils skalle og han blev pludseligt ligbleg i hovedet.
Flåddet var gået under i et langsomt og afslappet tempo. En hale i overfladen afslørede gedden i færd med at dykke mod bunden, sikkert for at stå i fred og ro med sit bytte.
Efter at have fået en lussing af Søren vågnede Eigil op og fik farve tilbage i hovedet. “Tilslag”, råbte Søren “giv så tilslag for fanden!”
Jeg selv der først lige skulle komme mig over lussingen der kom ud af det blå, kunne ikke lade være med at grine, måske mere end jeg nogensinde har gjort før. Ingen af de 2 forstod min latter, men det sjove for mig var, at Eigil efter Sørens råben bare sagde “ja ja, ska nok, ska nok” og hoppede nærmest hen mod stagen.
Olsen Banden på fisketur!
Eigil fik givet kraftig tilslag og havde de næste 45 minutter intet modtræk til geddens tovtrækkeri.
Hver gang vi troede at den kunne landes i det store karpenet, slog den et par slag med halen og var næsten ovre på den anden side af søen.
Jeg tror ikke vi var klar over hvor stor den egentlig var og det var da også først da den raskt passerede os, at det gik op for os hvad vi havde med at gøre. Ryggen når man stod der og så ned på den var som en mindre bulldog´s. Kraftig og bred nok til at stille en sofa på.
I hvert fald tæt på.
Den nærmest majestætisk vente sig hver gang “vi” kom for tæt på. Hold da kæft en gedde!!
Søren der ellers dagen før var klar med kniv og luftgevær, havde fået kæmpe respekt for gedden og dens størrelse.
“Den skal ikke dø den der, den skal ikke dø”. Se hvor stor den er!”.
Vi havde fyldt Eigils børns svømmebassin op med vand, efter at have placeret den bag på ladet af en pickup truck vi havde lånt. Gedden skulle over til en nærliggende sø vi kaldte “Mergelgraven”. Egentlig en gammel kalkgrav, men hvad betyder det.
Da der var gået 50 minutter kunne vi se siden af gedden. Maven var bred og tyk og ingen af os kunne forstå hvad vi havde siddet og gloet på i så mange år. Vi var klar over den var stor, men ikke så stor.
Eigil fik den ind over netrammen og jeg ville hive bæstet på land.. Det kunne jeg ikke.
Søren kom til undsætning og 3 gisp kunne høres ud over marken bag os da den endeligt lå der i fuld størrelse foran vores øjne. Ingen tvivl. Gedden var over de 20 kg.
Vægtpose og vægt blev fundet frem, gedden, trods meget bøvl, blev lagt i og alle tre med en hånd på vægthanken.
Pliiiiing!
Vægten gik i stykker. Vi alle gloede på hinanden som tre tomhjernede tosser og Søren pegede ovenikøbet på vægten og kom med abelyde, “øh, oh, oh, uhuh uh”
Jeg følte mig inspireret af episoden tidligere og knaldede Søren en lussing. “aaaaav”, kom det fra ham. ” Nu skal vi fandeme have den gedde over i mergelgraven!”, råbte jeg.
“Ja, ja, ska nok” svarede Søren og hoppede op på ladet for at tage imod.
Gedden blev ikke vejet og svømmer stadig derude.
Kan du fange gedden her, kan det være at den danske rekord endelig bliver slået. For officielt, er dette pragteksemplar, kun en eventyrlig fortælling.
/Jari
Læs mere om geddefiskeri Danmark her: Geddefiskeri…