Genner Strand

Genner Strand er egnet til lystfiskeri efter havørreder og sej m.fl.

Genner Strand – lystfiskeri

Genner Strand er en lækker og let tilgængelig fiskeplads i Genner Bugt. Flere spændende fiskearter kan fanges fra stranden i sommersæsonen.

Få steder er der, på så få meter, så forskellige bundforhold som ved Genner Strand. Den korte strækning byder også på spændende fiskearter alt afhængigt af året. Men havørreder og fladfisk, kan fanges her året rundt.
Naturen er lækker og man går for det meste langs en lille tæt skov. Fisker man forbi skoven ender man med at fiske langs en dæmning med udsigt til Kalvø og en lille hyggelig lystbådehavn.
Når solen skinner over Genner Strand er det som at gå under sydlige himmelstrøg, hvor Middelhavet´s glitren spreder ro og glæde til krop og sjæl.

Gammelbro Camping ligger ca. 25 km. fra denne fiskeplads.

Vand og bundforhold

Sandbund møder en på de første meter, hvor Sønderballe Strand går over i Genner Strand. Tangbælter og større sten er indenfor kastevidde. Bundforhold hvorover havørreden ynder at opholde sig. Husk også at affiske de lavvandede områder hvor der kun er sand på bunden, der er også fisk at fange.
Det næste man møder på sin vej er et hjørne, hjørnet hvorfra Kalvø kan ses. På hjørnet er der mange sten, små og store. I sommersæsonen er der også højtstående planter og 20 meter ude fra land, dybe badekar.
Denne bundtype går efter 50 meter, over i meget små tangpletter og stort set ren sandbund.
Strækningen følger “sejlrenden”, det dybe hul som går helt ind til lystbådehavnen

Vandet er generelt klart, men kan under kraftigt blæsevejr blive uklart.

Årstider – fiskearter ved Genner Strand

Havørred: Havørreden kan fanges her året rundt. Mindstemål: 40 cm.

Sej: Sejene er typisk inde i Genner Bugt og ved denne plads, henover foråret og sommeren. Maj måned er typisk mest givende.
Mindstemål 30 cm. Ingen fredningstider.

Skrubbe: Skrubben kan fanges året rundt, men for lystfiskere med fiskestang, er den bedste tid sommerhalvåret. Om sommeren kommer skrubberne tættere på land ved Genner Strand
Mindstemål: 23 cm. Hunskrubben er fredet fra d. 01. februar – 30. april.

Rødspætte: Der kan også fanges rødspætter året rundt fra Genner Strand, men ligesom skrubben er den nemmere at fange i sommerhalvåret.
Mindstemål: 25 cm. Hunrødspætten er fredet fra d. 15. januar – 30. april.

Hornfisk: Hornfiskene er at finde i Genner Bugt og ved “stranden”, fra starten af maj og ca. 3 måneder frem.
Intet mindstemål og ingen fredningstider.

Fangstmetoder:

Havørred: Havørrederne på pladsen kan fanges med grålige, hvide og lyserøde rejefluer, fisket med fluestang eller spinnestang, i sidstnævte tilfælde, ved brugen af et bombarda flåd.

Velfungerende blink og gennemløbsblink til Genner Strand: Tobis-farvede blink, hvide blink, kobberblink, guldfarvede blink. Det kunne være Jarisen, Baronessen, Stevnspilen eller Snurrebassen.

Køb blink online her: Blink til kystfiskeri…

Affisk både det lave vand, tangbælterne, omkring de store sten, badekarene/fordybningerne i bunden, sejlrenden samt langs denne.

Sej: Brug gerne blink såsom lyserøde blink, orange blink, tobis eller kobberblink. Derudover kan de fanges på store fluer, laksefluer eller fluer med kraftige/skarpe farver – evt. Pattegrisen.
Også makrelforfang med et blink for enden kan være givtige. Der er ofte større stimer af sej inde i sejlrenden omkring maj, og man kan være heldig at fange flere på én gang, når et makrelforfang bruges.

Skrubbe og Rødspætte: Fladfiskene ved Genner Strand, fanges med sandorm eller børsteorm. Brug et alm. forfang, gerne uden kraftigt farvede perler og des lignende Sommetider hugger både skrubberne og rødspætterne også på blink, når disse fiskes med over det lave vand, hvor der er sandbund. Det sker sjovt nok jævnligt her.
Forfanget kastes ud i det dybe vand i sejlrenden.

Hornfisk: Hornfiskene kan fanges i hele området i sæsonen. Hos den lokale fiskeforhandler i Åbenrå eller Haderslev, kan man købe sildefiletter. Disse skæres i små strimler. Derefter kan man ved brugen af en simpel prop, en enkelkrog eller en 3-krog og et bly, fange hornfisk. Et sildestykke sættes på krogen, gerne et stykke fra sølvsiden af silden og derefter kastes der ud. Proppen “løber afsted” eller forsvinder under vandet når der er bid. Når der er bid, gives der modhug så krogen sætter sig ordentligt. Hornfiskene kan dog til tider være svære at kroge, grundet deres lange hårde næb. Giv dem derfor gerne lidt til til at få maddingen/silden, helt ind i munden, som er blødere.

Blink i alle former og farver er også ganske effektive til hornfiskene. Her fiskes der med de samme som efter havørrederne.

Waders er et must når der fiskes fra Genner Strand.

Til fiskeriet fra Genner Strand, kan man bruge fiskestænger fra 6-9 fod. alt over er for voldsomt og ganske unødvendigt. Kastevægt: Alt fra 7 gram op til 30 gram. Ikke kraftigere. Stivhed i stangen: mellem/allround. Fiskehjulet må gerne have størrelsen fra 2500 til 3000.
Brug enten 0.15 flet eller fireline –  eller det ganske udmærkede nylon/monofil line i 0.28 – 0.30. mm.
Når der fiskes med bombarda-flåd, er det en fordel at bruge stænger på mellem 10 og 12 fod. Forfang: Ca. 2-2,5 m.

Obs.: Sørg altid for at have “nok” line på hjulet, fyldt op, næsten helt ud til spolekanten. Dette gør at der er mindre modstand, fra netop spolekanten, når der kastes ud. At have meget line på hjulet giver længere kast, logisk set.

Knæk og bræk ved Genner Strand.

Jari – Lystfiskeri Danmark


Læs mere om Genner Bugt i her: Lystfiskeri i Sønderjylland…