Knudsø

Lystfiskeri i Knudsø

Knudsø – lystfiskeri

Knudsø er en del af Gudenåsystemet. Birkhede Camping ligger helt ud til søbredden. Denne ca. 190 hektar store sø holder en rigtigt fin bestand af flere spændende rovfisk og fredfisk. Langt de fleste lystfiskere besøger hovedsageligt søen for at fange store aborrer, sandarter og gedder.

Fiskeriet i søen kan foregå fra land og til vands. Når der fiskes efter sandart fiskes der oftest fra båd. Dermed ikke sagt at de ikke kan fanges fra land, for det kan de. Det er ikke så ofte det sker, men det sker dog årligt.

Har man en pontonbåd eller en flydering kan man også få sig en særdeles hyggelig dag på vandet. I nogle tilfælde skal man ikke langt ud for at få kontakt til søens store sandarter.

Alle andre fiskearter i søen kan fanges lige nemt fra land. Se denne video hvor 2 gedder fanges fra Birkhede Campings fiskebro: Fiskevideo…

Man kan leje kajakker, robåde og kanoer i campingpladsens reception.

Bådfiskeri

Det er tilladt at fiske fra båd i Knudsø. Alle motorbåde og både med elmotor skal være forsynet med et registreringsnummer.

Bestil det her: Registrering…

Fiskekort til Knudsø

Man skal være i besiddelse af Statens Fisketegn såvel som fiskekort til Knudsø. Statens Fisketegn skal erhverves af alle fra 18 år og op til man går på pension. Køb det her: Fisketegnet…

Nøjes man med at fiske fra Birkhede Campings fiskebro, behøver man kun statens fisketegn.

Fiskekort til søen: DagkortUgekortÅrskort

Vand og bundforhold

I den østlige, midterste del af søen er der 29 meter dybt, hvilket også er makksybden i Knudsø. Birkhede Camping er placeret ved søens laveste ende, men også her er forholdsvist dybt flere steder. Maksdybden i campingpladsens ende er 9 meter.

Når der fiskes lige udenfor Brikhede Camping fisker man i alt fra 50 cm til 5-6 meters dybde.

Årstider – fiskearter i Knudsø

Aborre: Aborrerne kan fanges året rundt. Det er lettest at fange aborrer fra land i sommersæsonen.

Intet mindstemål og ingen fredningstider.

Brasen: Sommer.

Intet mindstemål og ingen fredningstider.

Gedde: Året rundt.

Fredet fra og med d. 15. marts til d. 30. april.

Mindstemål: 60 cm.

Sandart: Året rundt. Sandarten er mindre aktiv om vinteren, men er til at fange under årstiden. Jo varmere jo bedre.

Fredet fra og med d. 01. maj til d. 31. maj.

Mindstemål: 50 cm.

Skalle: Skallen kan fanges året rundt, men er mest aktiv i sommersæsonen.

Intet mindstemål og ingen fredningstider.

Søørred: Året rundt.

Fredet fra og med d. 16. november til d. 28 februar.

Ål: Fra ca. maj og frem til og med september.

Ingen fredningstid.

Mindstemål: 45 cm.

Fredningstider og mindstemål for fisk ændres sjældent men det kan ske. Man kan derfor altid dobbeltchecke og se om der skulle være ændringer her: Mindstemål…Fredningstider…

Fangstmetoder:

Aborre: Når man fisker efter aborrer er der både metoder til fiskeri fra land og fiskeri fra båd, jolle, kajak og flydering m.m.

Dyrker man lystfiskeri efter aborrerne fra land er følgende effektivt: En prop og orm, spinnere, fra størrelse 2-5, blink, mindre jerkbaits, jighaler og shads. Ofte er farver som orange/sort, hvid, sølv/sort og brun/sort effektive. Spinnere med sort krop, rød/gul eller orange krop kombineret med kobber eller sølvblade er typisk vejen frem.

Under lystfiskeri i Knudsø fra båd eller f.eks. kano, kan man bruge de samme agn som bruges til lystfiskeri efter aborrerne fra land. Men jighaler og shads fisket nede ved bunden under båden, hvor man egentlig bare løfter stangen op og ned, er nu også en mulighed.

Brasen: Brasenen er en stor fredfisk. Den kan blive over 6 kg. tung – i nogle få tilfælde over 8 kg. og fanges typisk med majs, regnorm, dej, brød eller boilies – (Runde agnkugler/foderkugler med smag. Typisk anvendt til karpefiskeri eller suderfiskeri.).

Man kan fange dem med en prop/et flåd og mindre enkeltkroge eller med et såkaldt bundrig/karperig (køb dem evt. færdiglavede i grejbutikkerne.). Et forfang med et lille lod og en krog kan også gøre det. Den mest simple løsning er dog helt klart at bruge et flåd eller en prop så man kan se hugget. Denne metode kræver også mindst udstyr.

Gedde: Mange lokale lystfiskere dørger i Knudsø. De sejler søen rundt med flere agn ude på én gang efter en båd. Der dørges med skaller som agnfisk, woblere og i nogle tilfælde også blink.

Har man noget at sejle i kan man søge efter gedderne rundt om i søen på anden vis. Affiske langs alle siv og over skrænterne i søen. Det kan gøres med mange agn. F.eks. spinnere, jerkbaits, swimbaits, blink, shads, jighaler, woblere og agnfisk.
Obs: Husk at alle agnfisk skal stamme fra søen eller vande i forbindelse med Knudsø.

Fra land er det effektivt at fiske med agnfisk på bunden. Kast en skalle ud og afvent gedden.

På grund af søens generelt dybe gennemsnitsdybde, er overfladeagn såsom poppere ikke specielt fangstgivende.

Husk stålforfang til geddefiskeriet.

Sandart: Sandarten fanges lettest i aftenskumringen, natten igennem samt helt tidligt om morgenen. Mørket er nøglen. I de dybeste steder i søen kan de også fanges midt på dagen. Det er dog alligevel vigtigt at man er klar over, at sandarten kan fanges overalt i søen på alle tider af døgnet. Det er bare lige en tand sværere om dagen, fra land samt i det lavere vand.

Brug shads (større gummifisk) og et jighoved og affisk de dybere huller og skrænterne til dem i søen. Prøv både med skarpe farver såsom orange og helt naturlige farver som sølv/sort og brun/grøn og alt derimellem. Der er desværre ikke én opskrift på farvevalget til sandarterne. Fiskene bestemmer og man må se hvad der virker på dagen.

Skalle: Brug et lille flåd og en lille krog med enten regnorm, majs, dej eller brød på. Brug evt. klemmelodder (Før i tiden kaldt: Klemmebly) og få flåddet til at stå ret op i vandet. Derved mræker skallerne mindre modstand når de hugger. Som lystfiskere kan vi også lettere se hvornår skallerne hugger. Skallerne er typisk overalt i sommersæsonen.

Søørred: Der er ikke mange søørreder i Knudsø, men de der er fanges typisk under gedde- eller aborrefiskeri. De hugger oftest på spinnere eller woblere, somme tider også på agnfisk i bevægelse efter båden, jollen, kanoen eller kajakken.

Ål: Ålene er mange steder ude foran campingpladsen. Langs sivene, broerne og hvor der er sten m.m. Affisk området i aftenskumringen eller om natten med regnorm på bunden. Brug et knæklys sat fast med et elastik på stangspidsen eller andet. Så kan huggene ses. En klokke vil forstyrre de øvrige campinggæsters søvn.

Rigtig god fornøjelse med dit lystfiskeri i denne lækre sø.

Jari – Lystfiskeri Danmark.


Læs mere om det at fiske efter gedder her: Geddefiskeri…