Kystfiskeri efter havørreder – den romantiske side

Kystfiskeri efter havørreder – den romantiske side, er en artikel om min holdning til fluefiskeri i saltvand. Denne romantiske fiskeform har jeg dyrket i godt og vel 28 år. Min første havørred i saltvand, fangede jeg med fluestangen i Limfjorden som 12 årig.

Den romantiske side, når det kommer til kystfiskeri efter havørreder, er netop fluefiskeriet. Effektiviteten er logisk nok ikke prangende, men nogle dage, nogle steder, effektiv nok… Og kan man stille sig tilfreds med det, er man nok romantikker. Hvilket er godt og sundt for sindet, men knap så godt fangstmæssigt, set over et helt år.

Man fanger langt flere af de mindre havørreder med flue, end med blink og kystwoblere. Undtagelsen ligger der hvor der ingen små ørreder er.

Fluefiskeri efter havørred er spændende og særdeles udfordrende. En-til-en-hjulet, den bløde stang, kastene og de små flotte fluer, gør helhedsoplevelsen til noget unikt indenfor kystfiskeri. Nogle sværger så meget til denne fiskeform, at det er tæt på at nærme sig religiøse tilstande. Det er nærmest det eneste rigtige… Hvilket er meget naivt, vildledende og tankeløst.

Især fluerne og forfanget gås meget op i. Hvilket i mange henseender, egentlig ikke betyder så meget. Slet ikke for havørreden. Men for fluefiskeren betyder det af én eller flere grunde absolut alt. Tendensens til at projektere alt for mange menneske-tanker ind i havørreden, ses alt for ofte indenfor denne form for fiskeri.

En rulle 0.28 nylonline er alt der skal til. Så har man en billig og solid line til forfanget. Det gælder indenfor fluefiskeri efter havørreder i hele landet. Kyst og fjord.

Hvad fluerne man binder eller køber hedder, og om de har et exact mønster – er heller ikke vigtigt. Derimod betyder farve og størrelse alt. Indtagningshastighed – variation derunder og præsentation ligeså.

Hvilken dybde man fiskeri i er ligeså vigtigt, som de ovenstående fakta.

Kystfiskeri efter havørreder – den romantiske side

Jeg husker tydeligt glæden over min første fluestang. Jeg husker den grønne line, samt det sorte og ret så elegante fluehjul. Jeg havde købt 2 Mickey Finn-kystfluer og et par grålige rejefluer til min første tur.

Isen havde lagt låg over størstedelen af Limfjorden, men jeg måtte bare ud for at kaste. Der var tale om en klasse 6 fluestang på 8 fod. Det gamle Nørresundbyværk, i dag kaldet Nordjyllandsværket, lå på den anden side af Limfjorden og Aalborg hvor jeg boede. Fra værket blev der udledt varmt vand ud i fjorden.

Jeg måtte tage bussen til det der hedder Rærup og gå ad vejen det sidste stykke ned til vandet. Dengang kunne man komme helt ud til varmtvands-kanalen, men i dag er den terrorsikret.

Det varme vand havde på sin vis delt isen og store isflager drev rundt udenfor kanalen. Dem kunne jeg fiske imellem. Kanalen var fri, men ikke for lystfiskere…

Nogle sad og fiskede efter torsk ude for enden af kanalen, andre spinnefiskede efter havørreder inde i kanalen.

Jeg gik i gang med fiskeriet og da linen blev lagt ud første gang, kom der et glædes- og spændingsgys i maven. Skulle jeg fange min første havørred i saltvand…? Skulle jeg ikke…? Ingen tanker kunne styre spændingen jeg havde i maven. “Denne form for fluefiskeri var sgu noget af det fedeste!”

Isflagerne passerede mig én efter én og jeg måtte hele tiden kaste ud imellem dem, lade min synkeline gå ned under for, at fluen ikke skulle få fat. Flagerne var for store til at kunne rykkes med, hvilket ville resultere i en tabt flue hver gang og jeg havde jo kun 4 i alt.

Kast efter kast blev lagt ud, og jeg var konstant fokuseret.

Pludselig mærkede jeg et nøk i linen. Jeg tænkte ikke videre over det, men fortsatte indtagningen… Et nøk mere og så et kontant hug fik mig helt ud af det fokus jeg ellers havde sat så højt, at jeg nærmest, når jeg ser tilbage, ikke var tilstede…

Jeg fik rullet løslinen ind og begyndte fighten. Nuvel, en ganske kort en af slagsen, men en fight ikke desto mindre.

Havørreden var stor, syntes jeg, men ikke så stor som dem jeg havde stiftet bekendtskab med fra Varde Å. Åen jeg i mine tidligste år var vokset op med og som jeg stadig den dag i dag besøger i ny og næ.

Jeg fik den flotte og meget blanke havørred landet og slået ihjel. “Den bliver min mor glad for”, tænkte jeg…

Jeg fiskede videre 1 knap en time, før jeg igen fik et hug. Denne var mere direkte og huggede kun den ene gang. Samme størrelse som den anden – imellem 40 og 45 cm. Stålblank.

Jeg måtte bare dele mine oplevelser under dette fantastiske fluefiskeri med nogen, så jeg løb op til 2 grønlændere, som sad for enden af kanalen og fiskede efter torsk. De havde en hel balje fyldt med dem og de fortalte mig, at den største veje 5 kg. De fortalte mig også at de havørreder jeg havde fanget, var grønlændere…

Mit unge forvirrede hoved, forstod ikke en bjælde??? “hvad, hvad mener I?”, fremstammede jeg. De 2 grønlandske, venlige herrer grinede og forklarede mig om de mindre, ikke kønsmodne ørreder fra Grønland, som hvert år blev importeret til Grønlandshavnen i Aalborg. De blev kaldt for grønlændere. Derfra blev navnet, så vidt jeg kunne forstå, overført til de mindre danske, blanke og ikke kønsmodne havørreder.

Et meget specielt øjeblik, som jeg ikke glemmer.

Lysten til fluefiskeriet i saltvand blev for alvor tændt den dag, men snart skulle tørfluefiskeriet efter havørred og bækørred i åen få overtaget.

Læs mere om havørredfiskeriet i Limfjorden på denne side: Havørredfiskeri i Limfjorden…

Fluefiskeri er lig med hygge og sjældne storfights…

Det er hyggeligt at fiske med flue. Jeg kan sagtens stadig hygge mig med det, men nu hvor jeg arbejder med kystfiskeri og lystfiskeri generelt, er der ikke tid til at være romantikker. Jo, jo, jeg fisker da med flue, for at skrive om det – de steder det er nødvendigt. Men spinnefiskeriet efter især havørrederne fra kysten og i fjorden, finder jeg langt mere effektivt. De store fisk er der ikke så langt imellem under den form fiskeri og der skal arbejdes mindre for at fiske mere vand af.

Langt de fleste fluefiskere fanger flest mindre havørreder, langt de fleste steder i Danmark. Tit og ofte endda færre fisk i det hele taget. Derfor mener jeg, at det må være romatik der driver værket. Fluefiskeri er også en hobby i hobbyen selv og fortjener sin helt egen verden. Men når man udelukker en del af lystfiskeriet, som nogen fluefiskere gør, må man tage til takke med sine begrænsninger og derved også sine begrænsede fangster.

/Jari

Læs også om lystfiskernes idéer vs. havørredernes realiteter: Menneskeskabte regler gælder ikke for havørreden…