Lystfiskeri fra halvøen Røsnæs

Lystfiskeri fra halvøen Røsnæs er ikke bare alsidigt, men også særdeles tilgængeligt.

Lystfiskeri fra halvøen Røsnæs – information

Lystfiskeri fra halvøen Røsnæs er ikke bare alsidigt, men også særdeles tilgængeligt. Fiskeriet grænser til tider op til det fantastiske, men generelt kan det man kan fanger og fiskeriet her, sammenlignes med det fra de fleste andre givende kyststrækinger i Danmark.
Naturen er utrolig lækker og varieret, bundforholdene under vandoverfladen ligeså.
Røsnæs byder på et utal af fiskemuligheder og fiskepladser hele vejen rundt, men her beskrives “kun” fra spidsen af halvøen og ca. 1 km. sydpå – på sydsiden. Her er tale om min favoritstrækning på halvøen.

Vil du læse mere om Røsnæs og de andre fiskepladser kan det gøres her: Kalundborg Fjord…

Vand og bundforhold

Spidsen af Røsnæs er ganske unik for området. Strømmen, som til tider, kan være ret stærk, giver nogengange det boost der skal til for at fiskene hugger i et langt større omfang end ellers. Pynten/næsset er hovedsageligt fyldt med store og middelstore sten samt sporadiske tang og sandpletter. Vandet er generelt klart i området.
Når man begynder at vade fra næsset/spidsen og ned langs sydsiden, begynder der at komme flere tangbælter og sandpletter samt større områder med sandbund. Der er også sten på bunden på hele strækningen, men de ligger ikke nær så tæt som ude ved spidsen. Vandet kan nogle gange være en smule grumset, men er generelt ret klart.
Naturen omkring er utrolig lækker og når bundforholdene kan ses i klart vand, er det som at se ned i et usædvanligt stort, smukt og levende akvarie.

Årstider – fiskearter ved Røsnæs

Fra Røsnæs kan man fange, havørred, skrubbe, rødspætte, pighvar, hornfisk, makrel, torsk, sej og multe.

Havørred: Man kan fange havørreder fra Røsnæs året rundt. Der er ikke langt mellem de større og helt store fisk, men man kan dog ikke forvente at de sidder på krogen med det samme eller efter “kun” en dags fiskeri.
På den sydlige strækning af Røsnæs er der ofte havørreder helt inde under land.
MIndstemålet er 40 cm. for havørreder.

Skrubbe: Der er chance for fangst af skrubbe hele året, men hunskrubben er fredet fra d. 01. februar – 30. april. Mindstemålet er 23 cm. året rundt. Kast ud over tangbælterne på strækningen ud hvor der er sandbund. Ved den yderste parkeringsplads på Røsnæs ved fyret, går man tilbage ad vejen man kom fra og ned til vandet hvor vejen drejer. Derefter går man 100 meter til venstre/sydpå. Pladsen her er også pladsen hvor torsk, sej, pighvar og rødspætte fanges.

Rødspætte: Der er chance for fangst af rødspætte året rundt. Hunrødspætten er fredet fra d. 15. januar – 30. april. Mindstemålet er 25 cm. hele året. Kast, ligesom når der fiskes efter skrubbe, ud hvor der er sandbund. Dette kan især ses hvor er, i klart vand og med solen stående højt på himlen. (Lys bund ses).

Hornfisk: Hornfiskene kan fanges langs hele strækningen fra start maj til slutningen af august, men under “længere somre”, kan hornfisken fanges helt ind i september måned. Intet mindstemål.

Makrel: Makrellen er typisk at finde langs kysten fra juli til oktober. Nogle år er der mange, andre år ikke. Man kan, når der er vindstille, se tobistimer og stimer af småsild springe ud af vandet, når makrellen eller makrelstimerne jager. Mindstemål 20 cm.

Torsk: Torsken er fredet…

Sej: Sejen kan fanges året rundt. I nyere tid er der flest i sommersæsonen.  Mindstemål 30 cm.

Multe: Multen gæster strækningen i sommerhalvåret, helst når temperaturen overstger min. 15 grader. Det er generelt ret store multer fra ca. 2 kg. – 4-5 kg. som kan fanges her. Intet mindstemål.

Pighvar: Pighvarren kan fanges fra omkring starten af  maj og frem til ca. midt i oktober. Gennemsnitsstørrelsen ligger fra 1-1,5 kg. men der er fanget pighvar op til 4 kg. på strækningen. Mindstemål 30 cm.

Fangstmetoder

Havørred: På Røsnæs er spinnefiskeri med blink og kystwoblere effektivt. Ofte bruges der ret naturtro farver såsom sølv, sølv/blå, sølv/grøn, hvid/grøn, brun/sort og ren hvid. Også rød/sort, lyserød/hvid og sølv/rød kan være effektive favekombinationer.

Effektive kystwoblere: Salty Inline, OLR Tobis, Salty, Savage Gear Sandeel, Panzerfish Tobis og Noahs Original m.fl

Effektive blink: Møresilda, Baronessen, Toby, Jarisen, Bossen, D360 og D360 Distance, Stevnspilen og Snurrebassen m.fl.

Havørreden kan både være i det lave vand og i det lidt dybere vand. Der er dog generelt ikke ret dybt på det meste af strækningen, dette typisk de første 30 meter ud fra vandkanten. Det kan være en god ide at affiske systematisk, meter for meter.
Det er vigtigt også at kaste på langs af kysten. Nogle dage står havørrederne langt inde og det vil give ørrederne flere meter at reagere på.

Waders er en nødvendighed når kyststrækningen affiskes.

Til dette fiskeri kan man bruge fiskestænger fra 6-9 fod. alt over er for voldsomt og ganske unødvendigt. Kastevægt: Alt fra 7 gram op til 30 gram. Ikke kraftigere. Stivhed i stangen: mellem/allround. Fiskehjulet må gerne have størrelsen fra 2500 til 3000.
Brug enten fra 0,12-0,17 flet eller fireline – eller det ganske udmærkede nylon/monofil line i 0.28 – 0.32. mm.

Obs.: Sørg altid for at have “nok” line på hjulet, altså fyldt op næsten helt ud til spolekanten. Dette gør at der er mindre modstand fra netop spolekanten når der kastes ud. At have meget line på hjulet giver længere kast, logisk set og rent faktuelt.

Fluer: Der kan fanges havørreder langs kysten på Røsnæs med rejefluer, tobis- og kutlinge-imitationer m.m. Også fiskeri med bombarda-kasteflåd og flue er området velegnet til.

Skrubbe og Rødspætte: Lystfiskeri fra halvøen Røsnæs efter fladfisk er dejligt afslappende og enormt hyggeligt. Et forfang med en eller 2 kroge bruges, hvor der i enden er et lod/bly som kastevægt. Forfangene kan købes i alle grejbutikker til ganske få penge. Brug børsteorm eller f.eks. skalrejer på krogen/krogene, kaste ud og afvent hug/bid. Køb dine forfang og agn her: Neptun Fiskegrej i Ruds Vedby…
Når skrubben eller rødspætten hugger, kan man enten vælge at give modhug eller vente og håbe på at de kroger sig selv. Dette kan ses ved konstante ryk i stangen. Også sandorm kan bruges til fiskeriet efter skrubber i området, men de er svære at få fat i.

Hornfisk: Hornfiskene er overalt i området i sæsonen, de er også forholdsvis nemme at fange.
Find evt. en fiskeforhandler i Kalundborg på vej til Røsnæs, her kan man typisk købe sildefiletter. Disse skæres i små strimler. Derefter kan man ved brugen af en simpel prop, en enkelkrog eller en 3-krog og et bly, fange hornfisk. Et sildestykke sættes på krogen, gerne et stykke fra sølvsiden af silden og derefter kastes der ud. Proppen “løber afsted” eller forsvinder under vandet når der er bid. Når der er bid gives der modhug så krogen sætter sig ordentligt. Hornfiskene kan dog til tider være svære at kroge grundet deres lange hårde næb. Giv dem derfor gerne lidt til til at få maddingen/silden helt ind i munden som er blødere.
Også skalrejer er effektive til fangst af hornfisk på Røsnæs og kan fiskes med på samme måde.

Blink i alle former og farver er også ganske effektive til hornfiskene, samt diverse rejefluer, tanglopper og fiskeimitationer.

Makrel: Makrelforfang med et bly/lod eller et blink for enden, et blink alene eller en prop og krog med en tobis eller et sildestykke, er alt man behøver for at fange den stærke og velmagende makrel.

Når makrelstimerne er omkring Røsnæs, langs kysten, så er det bare med at ramme stimen. Helst foran den så er der i de fleste tilfælde gevinst.

Sej: Sejen på Røsnæs fanges oftest under fiskeri efter fladfisk med forfang – skalrejer og børsteorm o.s.v. Men når man fisker efter havørrederne i området sker der til tider det, at det er en sej som er at finde for enden af linen istedet for.

Multe: Multen kan fanges på grønne og hvide fluer. Somme tider lader de sig også narre af en stykke brød, fisket med en lille penneflåd eller et meget lille bobleflåd. Når der fiskes efter multe med flue, skal man så vidt muligt gerne kaste ud et godt stykke foran fiskene. Det samme gælder når der fiskes med flåd/prop og brød. Linen der rammer vandet, fluen eller proppen er nok til at skræmme multerne væk. De er meget sky, så find din indre ninja frem og snig dig ind på dem.

Pighvar: Man skal ikke regne med at tage til Røsnæs for at fange en pighvar. Det kræver held, masser af tid og tålmodighed. Derfor er det en god ide, at fiske med et forfang med sildestykker, skalrejer, børsteorm etc. efter alle andre fiskearter og håbe på at man pludselig er heldig at pighvarren hugger…

Jeg håber du får held med dit Lystfiskeri fra halvøen Røsnæs

Jari – lystfiskeri Danmark


Bo tæt på Røsnæs, Kalundborg Fjord samt Nekselø Bugt og oplev noget af Danmarks bedste kystfiskeri. Læs mere og se overnatningsmuligheden her: Overnatning på Nordvestsjælland…